Vershusets historie:
Af Georg
Mølgaard, tidl. formand for Vershuset
Vershuset i
Næstved: Dristigt musik-alternativ" lød overskriften i Næstved Tidende, da
der blev lagt op til det første arrangement i Vershus-regi den 2. oktober 1973.
Det var foreningen Cirkus 71, også kaldet C-71, der stod bag dette spillested,
der fik til huse i Daghøjskolens lokaler på Ndr. Farimagsvej 29.
Modigt og
dristigt var dette nye initiativ af en i forvejen yderst aktiv forening,
som med faste lørdags-jazz-baller på det daværende Hotel Axelhusellers havde
rigeligt at se til. Vershuset viste sig at blive en kanonsucces med fuldt hus
HVER fredag med det lokale jazzband "9½" til åbningsarrangementet. Andre
bands i de første måneder var: "Kenneth Knudsen Trio" - "Haster
Showband" - "Side Show med Paul Banks" - "Berts Swingers
med Tamra Rosanes"- "Monrad, Mik og Tømrerclaus" - "Poul
Dissing" samt en masse lokale amatører til de populære "Blues &
Syltetøj"-arrangementer. Succes'en med jazz-ballerne på Axelhus var til
gengæld yderst begrænset, men arbejdsmæssigt en stor belastning, så man
besluttede at årets traditionelle julejazz på Axelhus med Papa Bue skulle være
absolut sidste arrangement i C-71 regi. Et arrangement der iøvrigt gav totalt
udsolgt hus. C-71 var nu historie og bestyrelsen trak sig tilbage og overlod
ved årsskiftet 1973/74 "Vershuset" til en ny arbejdsgruppe, hvor kun to
af "de gamle" gik med over.
Succes'en
fortsatte i 1974 og tankerne om at få nye og større lokaler blev luftet ved
flere lejligheder. I 1975 så de første planer om et kulturhus, somskulle
indrettes i "Det Gule Pakhus" ved havnen, dagens lys.
Finansieringsproblemer gjorde at der ikke blev noget ud af dette projekt, og på
et møde 14. maj 1975 blev det endelig aflivet. Borgmester Svend Hansen gav håb
om et nyt spillested med ordene: "Der er egentlig ikke nogen grund til at gøre
så mange anstalter omkring Det Gule Pakhus, for om få måneder køber Næstved
Kommune jo Grønnegades Kaserne, og her bliver jo nok af lokaler". Der var
nok ikke mange, som dengang havde regnet med at der skulle gå hele 10 år inden
vi fik et lokale på Grønnegades Kaserne. Året efter, i 1976, blev vi inviteret
til rundvisning på kasernen, hvor der blev lagt op til en større kulturuge i
maj, og vi skulle så udpege egnede lokaler til vore aktiviteter. Vi valgte
Radio-Teorilokalet i bygningen på Høje Plads - der nu er nedrevet og
Cafeteriabygningen ved siden af Gymnastiksalen (nu Næstved Amatørscene).
Cafeteriaet måtte senere også lade livet. Vi havde fire gode arrangementer i
Kulturugen bl.a. med Eddie Skoller og 250 publikummer som den største succes. Efter
kulturugen skulle livet på Ndr. Farimagsvej jo leves videre og med kunstnere som
"Sebastian" - "Entrance" og "Nana Banana", fik vi
gjort maj '76 til en musikalsk manifestation af de helt store.
I 1977
sluttede Daghøjskolen sine aktiviteter på Ndr. Farimagsvej og flyttede til
Platangården ved Vordingborg, men til vort held blev "Mødestedet"
etableret i lokalerne, så vi blev ikke hjemløse i denne omgang. I slutningen af
1980 skete det alligevel - vi fik besked om at lokalerne skulle bruges til
noget andet - og sidste arrangement ville blive 25. januar 1981. Problemet var
uoverskueligt, men en enorm pressedækning af vore problemer (Regionalen, P3,
Næstved Tidende m.v.) gav pote. Vi fik tilbud om at flytte til Fritidscentret
på H.C. Andersensvej, så livet gik videre for os og vore 900 medlemmer. Lokalet
i Fritidscentret var måske ikke det mest spændende, men brugbart. Åbningsarrangementet
blev et totalt udsolgt hus den 6. februar 1981 med "Totalpetroleum".
Det lovede godt for fremtiden, og det blev til fire gode år derude, inden vi
endelig kunne indtage Grønnegades Kaserne.
Lørdag den 17. august 1985 var dagen, hvor vi og Næstved Jazzklub - med
regionalradioen til at forevige det hele - kunne åbne den nye MUSIKSTALD.

Musikstalden,
Grønnegades Kaserne, Næstved.
Tegning: Bent A. Mortensen